Den danske udenrigstjeneste i krise
Inspireret af Martin Marcussens artikel.
Som det lille land Danmark er, har den danske udenrigspolitiske strategi længe fulgt ‘småstatsmanuskriptet’ med at støtte sig til en større spiller og deltage i mellemstatslige organisationer med andre småstater. Danmark er ét af de lande i verden, der er i flest mellemstatslige organisationer og Danmark har længe støttet sig op ad USA og Storbritannien.
Småstatsstrategien blev efter afslutningen på Den Kolde Krig supplementeret med idéen om smartstaten. Som smartstat skal Danmark søge at være forgænger på den internationale scene – hvilket bl.a. gav sig til udtryk i at Danmark som det første land i verden etablerede diplomatiske forbindelser til de baltiske lande i 1991, hvor Sovjetunionen stadig eksisterede. Dette træk var upopulært hos nogle og populært hos andre – de baltiske ambassadører snakker stadig om det i positive vendinger, og det gav Danmark en indflydelse på den internationale scene, der strakte sig ud over, hvad en stat på Danmarks størrelse kan forvente.
I dag er Danmark dagsordensættende på det teknologiske område, da Danmark som det første land har udnævnt en tech-ambassadør (Casper Klynge) og arbejder aktivt med “techplomacy”.
Det er dog krævende at være smartstat – diplomaterne skal være fagligt dygtige, have tid og ressourcer til rådighed og stor autonomi. I dagens danske udenrigstjeneste, mangler der dog akut driftsmidler og ressourcerne prioriteres ikke på tiltag, der kunne få Danmark til at træde mere i karakter – fokus er på det kommercielle. Ambassaderne er Danmarks internationale salgskontorer, der arbejder på vegne af store danske virksomheder og hjælper dem med at komme ind på nye markeder og få lokale aftaler på plads med myndighederne.
Danmark er blevet et bange lille land, der ikke længere tør udfordre f.eks. Kina eller Rusland.
Med Brexit mister Danmark sin store allierede i EU og må til at finde nye alliancer og internationalt vil det gøre sig godt, hvis Danmark ikke forfaldt til pandadiplomati og adskilte det forretningsmæssige fra det diplomatiske. Det må være muligt for danske virksomheder at handle med kinesiske virksomheder, mens danske diplomater går styret i Beijing lidt på klingen på nogle menneskerettighedsområder. Det er to forskellige ting, selvom de store virksomheder i Kina har meget tætte forbindelser til Xi Jinpings styre i Beijing.
Opfordringen til udenrigstjenesten herfra er helt klar – kom i gang! Få noget af det gamle mandsmod tilbage og tag bladet fra munden. Og – for at vende tilbage til Martin Marcussens artikel – udnyt de udenlandske ambassader, der ligger i København og omegn, de vil gerne lytte og kan bruges til at sætte dagsordenen internationalt.
